fbpx

Allerede 400 år før vor tidsregning bliver væggelusene omtalt i græske skrifter. Den græske filosof Aristoteles nævner dem senere, og i et værk af Plinius fra år 77 hævder han, at de blandt andet kan bruges til behandling af slangebid. I Tyskland hører man første gang om dem i 1100-tallet, og i Frankrig omkring år 1300.

Væggelusene kom til Danmark med rejsende sydfra, måske pilgrimme, i løbet af 1600-tallet. De blev hurtigt almindelige, fik mange navne, og der knyttede sig snart megen overtro til de nærgående gæster. Væggelus er det dominerende navn i dag, men ’sengetæge’, ’væggetingest’, ’væggetæge’ og ’væggedyr’ har også været anvendt. Desuden er der navne, der skyldes den overtro, at hvis utøj bliver nævnt ved dets ’rigtige’ navn, især omkring jul og nytår, så bliver plagen værre. Man kaldte dem derfor blandt andet ’de røde’, ’høns’ eller ’tapetflyndere’ for at undgå tabuordene.

Fra Lendum i Vendsyssel stammer et af de mere underlige råd til at undgå væggelus. Det går ud på, at hvis der i stuehuset findes et menneskekranium fra en grav, får man ikke væggelus. En anden historie fortæller, at væggelus bliver fordrevet af lugten af får, så i visse egne havde folk et folk stående i en tom alkoveseng. Dette berettes af H.P. Hansen i bogen ’Om renlighed i gamle dage’ fra 1928.
Det ligger dog fast, at væggelus ikke direkte har noget med hygiejne at gøre. Lusene er ligeglade med, om der rent eller beskidt i boligen, bare de har adgang til blod.

I 1930’erne blev der gjort en stor indsats for at udrydde væggelusene. Mange kommuner og boligselskaber stillede krav om væggeluseattester, når folk flyttede fra en lejlighed til en anden.

Væggelus kommer fra flagermus
Der er mere end 75 arter af væggelus. De fleste lever hos flagermus, deres oprindelige værtsdyr.
Lejligheden og indboet blev undersøgt at en desinfektør, der fik tilnavnet ’kammerjæger’, og hvis der blev fundet væggelus, skulle de bekæmpes, før man fik lov til at flytte. Dermed fik man problemet nogenlunde under kontrol, og med de nye syntetiske insektgifte (blandt andet DDT), der kom i brug efter 2. verdenskrig, blev der efterhånden langt imellem, at man stødte på væggelus i de danske hjem.

Den lave forekomst af væggelus fortsatte indtil ca. 1968, men derefter kunne man igen konstatere en stigning i tilfældene. Man forklarede det med stigende rejseaktivitet og med det store antal gæstearbejdere, der kom hertil fra lande med varmere klima, hvor væggelus stadig var mere almindelige end i Danmark. Takket være de nyudviklede syntetiske insekticider blev problemet dog holdt nogenlunde i skak, indtil for ca. en snes år siden, hvor antallet af væggelus er blevet stadigt sværere at kontrollere. Det er ikke kun her i landet, men overalt hvor de forekommer, og man forklarer det med resistensudvikling over for bekæmpelsesmidlerne.