fbpx

Væggelus har en stor trang til at optræde i flok, så det er meget sjældent, at man møder en enlig væggelus – med mindre den er kommet frem fra sit skjul for at suge blod.

Hvis væggelusenes tilholdssted har været i brug i længere tid, vil det indeholde en god blanding af lus af begge køn og på alle stadier af udviklingen – voksne, æg, nymfer, tomme hudskeletter og æggeskaller samt de sorte og blodholdige ekskrementer.

Sammenholdet skyldes blandt andet, at de søger kropskontakt med hinanden. Vigtigt er dog især, at de afgiver en duft – et feromon – som virker tiltrækkende på andre væggelus. Det er også dette duftstof, der gør, at de kan finde tilbage til gemmestedet, når de har været udenfor for at suge blod.

En rammende beskrivelse af lugten er, at den minder om rådnende hindbær. Visse steder i verden har man med nogen succes brugt væggelushunde, der var trænede til at lugte sig frem til væggelusene.

Væggelusene kommer kun frem, når det er mørkt, og da man ikke kan mærke deres bid, skal der held til at overraske en væggelus uden for dens gemmested.

Væggelus og æg ses her bag tapet.
Væggelus og æg ses her bag tapet. Fra bogen “Væggelus, Stik og Kløe” ved forlaget Pestium.dk

Kort fortalt kan man finde væggelusene i snævre revner og sprækker i nærheden af sovestederne. Sengen i sig selv byder på et væld af sprækker, og hvis den står direkte på gulvet uden ben, er der også gode gemmesteder under den.

Også i madrassen er der tilholdssteder ved syninger og knapper.

I soveværelset er sprækker ved fodpanelerne et yndet tilholdssted, men man kan også finde væggelusene i andre møbler samt bag løst tapet og bag malerier og plakater.