Væggelusangreb har ikke noget at gøre med, hvor rent der er i et hjem. Man kan sagtens få væggelus fra de bedste og reneste hoteller. Man kan reducere risikoen for et stort angreb, hvis man opdager væggelusene hurtigt.
I hjemmet
Det er lettere at få øje på væggelus, hvis der er ryddet op på soveværelset og i hjemmet. Man skal vaske sit sengetøj ofte ved den højest mulige temperatur.
Hvis man køber møbler fra genbrug er det vigtigt at undersøge med nøje, inden man tager møblerne med hjem.
Man skal aldrig tage udsmidte møbler med hjem – der er en grund til, at møblerne var smidt ud, og den grund kan være væggelus.
Man skal tjekke sit hjem for væggelus jævnligt, og især efter en rejse, en flytning eller når man har haft overnattende gæster.
På rejsen
Når man rejser, er der flere tiltag man kan gøre for at undgå at få væggelus med sig hjem fra rejsen.
Når man ankommer til et hotel eller en ferielejlighed, skal man altid tjekke sengetøjet og madrassen for små røde og sorte pletter efter afføring og blod fra væggelus. Væggelus bor som regel inden for 2 meter af en seng, og derfor kan man med fordel tjekke madrassen og de omkringstående møbler for tegn efter væggelus.
Væggelus bor ofte i madrasser og sengerammer, og derfor skal man sørge for at sætte sin kuffert et stykke væk fra sengen og væggen, og helst sætte den et stykke over gulvet.
Når man pakker sin kuffert inden hjemrejse, er det vigtigt at tjekke al bagage og kufferten grundigt. Hold helst kufferten og bagagen langt væk fra sengen.
Når man kommer hjem fra en rejse, skal man øjeblikkeligt tage alt sit tøj og komme det i tørretumbleren ved høj temperatur i et kvarter.
Hvis man alligevel har fået væggelus med hjem fra en rejse, er der hjælp at hente fra en professionel skadedyrsbekæmper. Hvis man bor til leje, er det udlejerens ansvar at fjerne væggelus fra boligen.