Væggelus lever udelukkende af blod. De foretrækker menneskeblod, men kan også suge blod af forskellige dyr. Væggelus er lyssky, og de tilbringer det meste af livet skjult i nærheden af de steder, hvor deres potentielle værter overnatter.
Når væggelusen lever under optimale forhold, har den kun brug for at suge blod ca. en gang om ugen. Det sker altid om natten, og ved hjælp af sanseorganer i følehornene finder den frem til sit offer ved at gå efter den kuldioxid, vi udånder, og ved at registrere vores fugtige kropsvarme.
Et passende sted at stikke er, hvor huden er tynd, og hvor der ikke er ret langt ind til blodårerne. Den stikker helst på legemsdele, der ikke er dækket af hverken nattøj eller sengetøj – ansigt, nakke, arme og på fødderne, hvis de stikker uden for dynen. Væggelusen søger helst ikke ind under tøjet.
Den snabel, som væggelusen suger blod med, er et ret kompliceret instrument, hvor de to midtkæber er falset sammen, så de danner to rør, hvoraf det ene er lidt tykkere end det andet. Langs med dette dobbeltrør ligger et par nåleformede munddele, der er egnede til at stikke og save igennem huden og ind til et passende blodkar. Gennem det tykkeste rør presses blodet op og ind i væggelusens fordøjelsessystem.
Hele dette system ligger beskyttet af en skede, der er dannet af insektets underlæbe, når den ikke er i brug. Væggelusens spyt, som siver ned i såret under sugningen, indeholder et lokalbedøvende middel, så blodsugningen kan foregå, uden at offeret mærker det. Derudover indeholder det et stof, der forhindrer blodet i at størkne.Det tager væggelusen mellem 5 og 10 minutter at fylde sig med blod. Så trækker den snablen til sig og folder den tilbage ind under hovedet. I gennemsnit opholder den sig ca. 20 minutter på sin vært. Ved stuetemperatur kan en væggelus leve et par måneder uden at suge blod, og ved 13 grader C kan den overleve et års tid uden at tage føde til sig.
I forbindelse med at væggelusen optager føde, vil den ofte afgive sorte, blodholdige ekskrementer, som man så kan finde på sengetøjet.
