fbpx

De første insekter dukkede op for omkring 400 millioner år siden.  Væggelusenes direkte forfædre er de plantesugende tæger og rovtægerne, som man imidlertid først har fundet som fossiler i ca. 300 millioner år gamle lag.  De blodsugende arter kunne nemlig først eksistere, da de varmblodede pattedyr og fugle kom til for ca. 200 millioner år siden.

Man kan få en idé om, hvornår mennesket er blevet belemret med de ubehagelige blodsugere ved at studere, hvilke andre dyr der er plaget af væggelus. I dag kender vi omkring 75 forskellige arter af væggelus, men det er først for nylig, at mere end halvdelen af dem er blevet kendt af videnskaben. Det skyldes et omfattende indsamlingsarbejde, som blev foretaget af et hold zoologer fra University of California i Berkeley. Dette arbejde førte dem til klippehuler, hule træer og fuglereder på klippeafsatser over hele kloden.

Det har vist sig, at væggelus udelukkende er knyttet til flagermus, visse typer fugle og så til mennesker. Selv om det lyder som en mærkelig blanding, hænger det sammen med væggelusenes særlige levevis. Væggelus lever nemlig ikke fast på det individ, som de suger blod af. Når de ikke er i færd med at suge blod, opholder de sig ikke på, men kun i nærheden af værtsdyret. De kan altså kun klare sig hos dyr, der har et permanent tilholdssted eller en bolig, som de bliver ved med at komme tilbage til. Herved adskiller de sig fra de ’rigtige’ snyltere som for eksempel hovedlus, der tilbringer hele tilværelsen på deres værtsdyr.

Mere end halvdelen af alle væggelusarter er knyttet til flagermus, blandt andet de typer som har et udseende, der mest minder om det oprindelige. Derfor tyder alt på, at væggelus oprindeligt har haft flagermus som værtsdyr.

Væggelusens oprindelse
Forstørret væggelus, 1:20

Da vores forfædre for måske 200.000 år siden delte bolig med flagermus i klippehulerne, har nogle af disse flagermusvæggelus måske opdaget, at mennesker ligeledes er gode at suge blod af. Det er i hvert fald en nærliggende tanke. Disse lus har så efterhånden udviklet sig til den art, vi kender i dag, og de har tilpasset sig et liv i vores forskellige former for boliger.Hvis man deler bolig med en koloni af flagermus, kan man i øvrigt stadig opleve at blive bidt af rigtige flagermusvæggelus.

Forskere har også et bud på, hvorhenne i verden væggelusen har udviklet sig. Væggelusen trives bedst ved temperaturer på mellem 25 og 28 grader C, mens deres udvikling går i stå ved temperaturer under 13 grader C. Derfor er konklusionen, at udviklingen er sket i et varmt område, nærmere bestemt i de varme og tørre egne i ’den gamle verden’ og Mellemøsten. Her kan man nemlig finde mere end 50 forskellige betegnelser for væggelusen, blandt andet på oldgræsk, mens man i andre verdensdele ikke har nogen oprindelige navne for insekterne.

I dag kan man træffe væggelus overalt på kloden.